Featureartikel med George Johnson
Horten Ho-229 var en tysk prototype jager/bombefly oprindeligt designet af Reimar og Walter Horten til at blive bygget af Gothaer Waggonfabrik sent i Anden Verdenskrig. Det var den første flyvende vinge, der blev drevet af jetmotorer.
Designet var et svar på Hermann Görings opfordring til design af lette bombefly, der kunne opfylde "3×1000"-kravet; nemlig at transportere 1,000 kilogram (2,200 lb) bomber en afstand på 1,000 kilometer (620 mi) med en hastighed på 1,000 kilometer i timen (620 mph). Kun jetfly kunne levere hastigheden, men disse var ekstremt brændstof-hungrende, så der skulle gøres en betydelig indsats for at opfylde rækkeviddekravet. Baseret på en flyvende vinge manglede Ho 229 alle uvedkommende kontroloverflader for at sænke modstanden. Det var det eneste design, der kom tæt på 3×1000-kravene og modtog Görings godkendelse. Dens loft var 15,000 meter (49,000 fod).
Flyet bestod af en stålrørsramme til den centrale sektion, der rummede 2 Jumo 004 jetmotorer, og piloten, der sad i et luftdrevet udkastersæde. Vingerne var af trækonstruktion og hele planet med undtagelse af enkelte dele var beklædt med krydsfiner. Brødrene Horten eksperimenterede også med radarabsorberende materialer bestående af kulstofpartikler blandet i trælimen.
Den eneste overlevende Ho 229 flyskrog, V3 – og den eneste overlevende tyske jetprototype fra anden verdenskrig, der stadig eksisterer – er blevet flyttet til Smithsonian National Air and Space Museums Seven F. Udvar-Hazy center og er udstillet i hovedhallen sammen med andre tyske fly fra WWII.
Dette projekt
Jeg startede dette projekt tilbage i februar 2018 uden at vide, hvor det skulle føre hen. Jeg havde set et par billeder på nettet af den færdige model og følte med det samme, at det var den type udfordring, jeg godt kunne lide. De modeller, jeg især kunne lide, var dem, der viste umalet krydsfiner. Det eneste problem, jeg troede, var, at de så ud som om de var blevet lakeret til enten at ligne møbler eller flyvemaskiner fra WWI. Jeg ville have min til at se ud, som om den havde været under opførelse for år tilbage og havde siddet og samlet støv.
Der var få referencer, og jeg fandt et par billeder taget på Smithsonian Air and Space Museum, mens flyet blev bevaret. Disse gav et godt udgangspunkt. Jeg fandt også et par tidstypiske billeder på forskellige hjemmesider, men alt var kornet og sløret. Men jeg havde i det mindste en retning.
På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvilken retning jeg ville gå i.